Bibliotekernes Sprog- og Læsespor
Inspiration og idéer til at styrke læseglæden hos børn og unge på 0-16 år.
Bibliotekernes Sprog- og Læsespor er den fælles portal for de danske folkebibliotekers samlede sprog- og læseindsatser. Her finder du inspiration, viden og ideer til at skabe læseglæde hos børn og unge.
Indsatserne er opdelt i tre målgrupper - Sprogsporet (0-6 år), Læsesporet (6-16 år) og Læsesporet (16+). Er du bibliotekar, fagperson eller forælder er det her, du starter, når du vil finde inspiration til aktiviteter og arbejdet med læseglæde. Alt hvad du finder på hjemmesiden Bibliotekernes Sprog- og Læsespor er til fri afbenyttelse.
Sprogsporet (0-6 år)
Bibliotekerne og dagtilbuddene står som vigtige institutioner i Danmark på området for de mindste børn. Igennem samarbejdet med forældrene har de to institutioner en afgørende rolle i udviklingen af børns sprog og kulturelle dannelse. Et afsæt som vil præge barnets trivsel, læsning og læring også i det videre skoleforløb. Derfor er det vigtigt, at alle barnets voksne arbejder sammen.
Bibliotekerne vil med Sprogsporet bruge kendskabet til børnelitteratur, sprogstimulering, læselyst og digital dannelse til at understøtte sprogarbejdet nationalt.
Målet er at støtte arbejdet med sprog ved at levere færdigpakkede sprogstimuleringsforløb, viden og materialer til fagpersoner og familier i alle samfundslag.
Bibliotekernes Sprogspor kan ses som en værktøjskasse, som kan bruges af alle voksne tæt på barnet – både professionelle og forældre.
Der er mulighed for at oprette sin egen profil som enten forælder, ansat i dagtilbud, biblioteksansat eller samarbejdspartner. Og det hele er gratis.
Læsesporet (6-16 år)
Styrk børn og unges læseglæde gennem fælles læseoplevelser og læsende fællesskaber!
Læsesporet.dk er en side, hvor du kan finde en masse gode idéer til at styrke læseglæden og læsekulturen hos børn og unge på 6-16 år. Der er lege, spil og opgaver - alle ingredienserne til bage den læsekage, som dine børn vil synes smager godt.
Her finder du læseforløb, ideer til aktiviteter og kampagner til både indskoling, mellemtrin og udskoling - alt sammen med fokus på at inddrage børn og unge i litteraturformidlingen, hvor det at læse er andet og mere end at sidde stille med en bog i hænderne. Her er læseudfordringer med tju hej, højtlæsning på sansemættede steder og meget andet.
Bibliotekernes Læsespor kan hjælpe med at skabe overblik over, hvor du finder den nødvendige viden om børns læsekultur samt give inspiration til, hvordan du får dit barn til at dyrke sin læsemotivation, og hvad man som forælder selv kan gøre for at understøtte en positiv læsekultur.
Læsesporet (16+)
Læsesporet 16+ er dedikeret til fagprofessionelle, der arbejder med unge og voksne fra 16 år og opefter. Bibliotekerne åbner og inviterer nemlig borgere ind i litteraturens verden igennem hele livet og ønsker at sikre at læseglæden fortsætter eller genantændes også i voksenårene. Koncepterne arbejder ofte med læsning som en social aktivitet, hvor der f.eks. er fokus på læsefællesskaber, bogklubber, guidet fælleslæsning mm. På siden kan du finde konkrete koncepter, materialeforslag, kompetenceudvikling og viden om voksnes læsning.
Baggrund
Bibliotekernes Sprog- og Læsespor drives i regi af de 6 centralbiblioteker i Danmark.
Koncepterne på siden udvikles af biblioteker landet over med inddragelse af både børn og voksne og i løbende dialog med et kompetent advisory board, som bl.a. består af forskere inden for sprog og læsning.
Udviklingen af Sprogsporet er gjort mulig med støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen.