Alle livets farver i én bog
Bibliotekar Daniel Smücher Windolf anbefaler ”Livet - illustreret” af Lisa Aisato
Af MEC
Som noget af det første spørger denne bog sin læser: ”Husker du lyse sommeraftener med mælkebøttesaft på fingrene?” mens bogopslaget viser et hav af ildgule håndtegnede blomster liggende som en dyne over et lyksaligt sovende barn.
Særlige læseoplevelser kræver ikke særlige ordmængder. Lisa Aisatos billedbog er 200 siders farvefrådende skønhed til voksne (og måske gammelkloge børn). Du kan læse den på under et kvarter, men den er værd at genlæse og dvæle ved. Ingen side i bogen har mere end højst én sætning, og enkelte steder står der bare et eneste ord. Som Aisato selv skriver bagest i bogen: ”Bogen er en visuel fortælling; teksten holder dig blot forsigtigt i hånden, mens du bladrer.”
Da jeg første gang læste bogen for et par år siden, var mit blik optaget af de ubeskriveligt intense, elegante og underfulde illustrationer – og hele kroppen var fuld af genkendelsens glæde ved de mange krystalklare livsbilleder. Nu har jeg genlæst den, og først denne gang går det op for mig, at de korte tekster og fortællerstemmen tilsammen gør noget særligt: teksten bliver personlig og nærværende, som stumper af en samtale eller indre monolog, henvendt direkte til den, der læser. Ét sted i bogen hører jeg teksten, som blev det sagt af en af mine bedsteforældre – et andet sted, som var det kæresten derhjemme.
”Livet – illustreret” er som et spejl for vores oplevelser med livet. Jeg tror, enhver der læser bogen mere end én gang, vil høre teksten fortalt igennem sit helt eget persongalleri af særligt vigtige stemmer, og hver gang tage noget nyt med sig fra dens mange stemningsbilleder.
af bibliotekar Daniel Smücher Windolf