Vi læser Kim Blæsbjerg
Kim Blæsbjergs forfatterskab har gennemgået en bemærkelsesværdig udvikling, hvor han bevæger sig fra debutens korte, intense prosastykker til de store, komplekse romaner som “Pyramiden”, ”Desertørerne I-III” og ”De bedste familier”.
Af
I de tidlige værker skaber Blæsbjerg små, groteske scener, der rummer en underliggende voldsomhed og humor. Men Blæsbjerg trækker også sine fortællinger ud i større dimensioner, især i de episke romaner, hvor flere historiske spor væves sammen. Hans romaner rummer ofte flere lag, som gensidigt belyser hinanden, han leger med tid, perspektiver og fortællerpositioner, hvilket tilfører dybde og kompleksitet til fortællingerne.
Blæsbjerg udfolder gerne de store, sociale og historiske linjer i værkerne. I romantrilogien “Desertørerne” og i “De bedste familier” ser vi hans evne til at skabe komplekse, kollektivt anlagte fortællinger, hvor familiehistorier udfoldes mod en større samfundsmæssig baggrund. Her skaber han en socialrealistisk fortælling, hvor relationerne og båndene mellem familiemedlemmer understreger tidens udfordringer og omvæltninger.
Blæsbjerg viser en stor nysgerrighed og en dybde, der rækker ud over det personlige og nære. Hans interesse for slægtsromaner og store episke fortællinger, der strækker sig over flere generationer, forbinder ham med nutidige hjemlige forfattere som Carsten Jensen, Lars Saabye Christensen og Morten Ramsland og placerer ham i en tradition, der trækker tråde tilbage til forfattere som Tolstoj, Dostojevskij og Pontoppidan.
