Vi anbefaler

Summende skøn bog om bier og resten af verden

Bibliotekar Daniel Windolf anbefaler ”Humlen ved det hele” af Dave Goulson

Af MEC

På det seneste har vejret svinget mellem bidende koldt og fristende solrigt, og lige nu er vi nok mange, der er ekstra utålmodige efter forårets og sommerens lys og lyde. For at fordrive vinterens sidste frostbid har jeg ladet mig betage af en bog om alt det, der venter i den nye årstid - den er en sjælden blanding af fornøjelig fagbog og biolog-biografi, overdrysset med fortællinger om naturens vidundere set med drengeøjne.

Dave Goulson er biologiprofessor og fortæller med passende britisk humor, nøgternhed og passion om oprindelsen til sin store fascination af humlebier. Bogen indledes med glimt fra hans opvækst i en vestengelsk landsby, hvor han på eksperimenterende og uheldig facon forsøger at holde både ørkenrotter, akvariefisk og vagtler som kæledyr. Først da han kaster sin kærlighed på humlebier, begynder det så småt at lykkes med dyreholdet. Gennem kapitlerne lærer man de mest besynderlige ting om forfatteren og de utroligt mange arter af humlebier. Han trækker tråde til Darwin, dinosaurer, GPS og DNA, og kortlægger på fantastisk og videnskabelig vis de mange sammenhænge, der afgør om naturens store og små økosystemer kommer til at brillere eller brase sammen.

Det her er en bog til den videnskabeligt nysgerrige haveelsker med sans for naturens glæder. Det er også en bog til de, der er forældre til – eller måske selv har været – et Georg Gearløs-agtigt barn med umættelig nysgerrighed på dyreverdenen. De sidste par somre har vi i familien derhjemme elsket at følge humlebiernes travle ture igennem vores stokrosebede i haven. Efter at have læst ”Humlen ved det hele” glæder jeg mig til det mere end nogensinde!

af bibliotekar Daniel Windolf