Når følelser skjules, men man er lige ved at sprænges

Når vi stifter familie, bliver vores sjæle så forbundet til vores børn? Og hvis det usigelige skulle ske, at man mister et barn, lever deres minder og følelser videre inde i forældrene? Det er blot nogle af de spørgsmål, som Carl Frode Tiller stiller med sin roman ”Flugt”.

Vi møder første gang Elisabeth og Zacharias juleaften, hvor de er hjemme hos Elisabeth for at mindes deres 12-årige søn, Johannes, som mistede livet et halvt år tidligere. Tabet har skabt en kløft mellem de to, og de takler tabet på hver deres måde. Elisabeth flygter fra skyldfølelsen og hverdagen ved at ty til alkohol, mens Zacharias er blevet en arbejdsnarkoman, der slet ikke tænker på sit eget ve og vel. Men denne dag bliver ikke, som de troede, den ville blive.

Det er sjældent, jeg læser bøger, der er så eksperimenterende i deres sprog, samtidig med at de er tilgængelige, som det er tilfældet her. Vi bliver som læsere kastet rundt i forskellige perspektiver og tidspunkter i fortællingen, ofte i samme sætning, men der er en musikalitet i det – symboliseret ved Elisabeths store kærlighed til Bach – som holder os tilpas meget i hånden til, at vi kan følge med i handlingen. Det er en bog til fordybelse og sektionerne med lange, punktumløse sætninger kræver din opmærksomhed, men det er en opmærksomhed, der er godt givet ud.

Hele fortællingen er dækket af en mørk skygge af følelser, men det er ikke kun på grund af den lille families skæbne. Der er ikke én karakter i historien, hvor livet bare kører på skinner. Alle prøver at opretholde en pæn facade over for andre, men facaden er konstant på kanten til at krakelere. Vi får sympati for deres måde at agere på, netop fordi de bliver beskrevet som hele mennesker, der forsøger at klare sig gennem livet.

Vil du gerne læse noget, der er lidt anderledes, end du plejer, får ”Flugt” en varm anbefaling herfra. Jeg skal uden tvivl læse mere af Tiller på et tidspunkt.

af bibliotekar Simon Ellegaard Langholz