Agnes Henningsen: Let gang på jorden
Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler 'Let gang på jorden' af Agnes Henningsen.
Klassikerdagen dukker op hvert år i september. Dagen er indstiftet af Danmarks Biblioteksforening, Samrådet for de Litterære Selskaber, Det Kongelige Bibliotek og Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
I år falder Klassikerdagen d. 21. september, og årets udvalgte klassiker er Agnes Henningsens selvbiografi Let gang på jorden, som er første del i et erindringsværk i to bind.
For mig er det en kærkommen mulighed for at blive lidt klogere på den kvinde, som jeg indtil nu mest har forbundet med at være mor til Poul Henningsen, den berømte samfundsdebattør, visekomponist og lampedesigner m.m.
Agnes Henningsen blev født i 1868, og i Let gang på jorden fortæller hun om sin barndom på Fyn, hvor hun var den mellemste af tre søstre. Agnes’ mor døde, da Agnes var bare seks år, og pigerne voksede op med deres far og stedmor. Agnes havde fra barnsben en veludviklet viljesyrke og en retfærdighedssans, der kom til udtryk i flere episoder med faderen.
Som forfatter var Agnes Henningsen inspireret af Georg Brandes og det moderne gennembrud i 1870’erne. Hun udgav i 1899 sin første bog, romanen Glansbilledet, og hun udgav i alt 12 romaner, dramaer og sine egne erindringer i otte bind.
Agnes Henningsens forfatterskab var i datiden provokerende og kontroversielt, da det altid tog udgangspunkt i kvinderne og deres vilkår i et mandsdomineret samfund.
Hvis du, ligesom jeg, interesserer dig for dansk litteraturhistorie, er Agnes Henningsens Let gang på jorden både interessant, oplysende og underholdende læsning, som jeg bestemt kan anbefale.
Af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
Udgivet: Fredag 17. september 2021 • Opdateret: Fredag 17. september 2021