Det er så naturligt at skilles ad | Nordfyns Bibliotek

Det er så naturligt at skilles ad

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler "Historie om et ægteskab" af Geir Gulliksen 


Historie om et ægteskab leverer, hvad titlen lover og handler kort og godt om et ægteskabs undergang. Jon og Timmy er lykkeligt gift i på 20. år, de har to børn og et godt liv. En tilfældig dag møder Timmy en anden, som hun forelsker sig i. Langsomt, men sikkert, ender hun med at bryde det trygge parforhold og familieliv. Vi læsere får hele historien fra Jon og Timmys første møde og deres spirende forelskelse til skilsmissen er en endegyldig realitet.

Romanens drivende styrke er, at den kommer så tæt på det smertefulde. Jon, der fortæller historien, har en stærk indlevelse i Timmy, og romanen igennem beskriver han intenst kærligheden til hende. Som handlingen skrider frem, bliver relationen mellem Jon og Timmy mere og mere klaustrofobisk og forkrampet.

Sideløbende med ægteskabets forlis er stedet og naturen beskrevet så tydeligt, at jeg ser omgivelserne klart for mig. Familien bor i en by, i et rækkehus ud til en skov med mange stier, hvor Timmy løber om sommeren og står på ski om vinteren. Jeg fornemmer skoven, jeg ser hver en sten på skovstien og hver en lille kvist, som Timmy må springe over for ikke at falde på løbeturen. Den dag, hvor Timmy møder den anden mand for første gang, cykler hun hen igennem byen, mens forårets træer og fugle viser sig fra deres fineste side.

Historie om et ægteskab har en dyster tone, og som læser ved man godt at handlingen er på vej mod afgrunden. Det ved personerne i romanen ikke nødvendigvis; eller også er de ikke bevidste om det. Samtidig er sproget i romanen let, og kapitlerne korte. Det giver et godt tempo i handlingen, og gør stemningen intens – så intens at jeg læste bogen på blot to dage. Jeg var nødt til at vide, hvad der skete på næste side!

Jeg anbefaler Historie om et ægteskab til alle, der holder af en spændende og tankevækkende roman om relationer, om menneskets psykologi og med en sanselig, skandinavisk natur i sig.

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen

Af Geir Gulliksen (2019)
Timmy og Jon har været lykkeligt gift i 20 år, de har to børn og et godt liv. En helt almindelig dag møder en af ægtefællerne en anden, bliver forelsket og ender med at bryde det trygge familieliv de har bygget op sammen


Af: mec

Udgivet: Fredag 17. februar 2023 • Opdateret: Fredag 17. februar 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier