Varm og dyb fortælling om livets og kærlighedens væsen | Nordfyns Bibliotek

Varm og dyb fortælling om livets og kærlighedens væsen

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler "Baumgartner" af Paul Auster


Da den amerikanske forfatter, Paul Auster, udgav en ny roman i efteråret 2023, var jeg straks interesseret i at læse den.

"Baumgartner" handler om Seymour Baumgartner, som er 72 år. Hans hustru gennem 40 år er død for 10 år siden i en drukneulykke og siden da, har der været tomt i huset og i livet. 

I 10 år har Baumgartner levet i minderne om sin elskede hustru, som han har delt det meste af sit liv med. Hendes arbejdsværelse står stadig urørt, som et museum over et menneske.

Baumgartners liv er næsten gået i stå, og intet giver rigtig mening længere. Da han, ad uforudsigelige veje, kommer i kontakt med en ung kvinde, tager historien en drejning, og der åbnes alligevel for muligheden for at tilføje et allersidste kapitel i Baumgartners historie. 

Jeg holder meget af litteratur, hvor vi ser ind i menneskers sind, og "Baumgartner" er en perle for læsere af litteratur med mange lag. Historien har både en ydre og en indre handling. Vi ser det, som Baumgartner laver i sit hus og på sit arbejde; vi ved, at årstiderne skifter, og at tiden går. Vi kender også Baumgartners tanker, hans motiver, hans erindringer og hans forhåbninger for fremtiden.

Romanens omdrejningspunkt er kærlighed og sorg, og alligevel er grundstemningen positiv med en basal livsglæde og tro på kærligheden og det gode i livet.

"Baumgartner" er en solid roman om kærlighedens og sorgens væsen og et studie i, hvordan de to følelser er stærkt forbundet. Romanen rummer en dyb langsomhed, som motiverer læseren til eftertænksomhed.

Jeg anbefaler "Baumgartner" til læsere af reflekterende og varme menneskeskildringer.

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 

Af Paul Auster (2023)
Baumgartner er 72 og har boet alene i 10 år efter hustruen Annas pludselige død. Baumgartner savner sin kone forfærdeligt og har svært ved at finde glæden ved livet, men et uventet møde åbner alligevel muligheden for et anderledes sidste kapitel. For alle læsere af varme menneske-skildringer


Af: mec

Udgivet: Fredag 2. februar 2024 • Opdateret: Fredag 2. februar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier