Autobiografisk mesterværk om nattens tiltrækning | Nordfyns Bibliotek

Da Delphine de Vigan finder sin mor livløs og helt blå, går hendes liv i stå. Moren Lucile begik selvmord, efter et langt liv med både smerte og glæde. Netop dette liv beslutter Delphine de Vigan sig for at skrive om, mest for sin egen skyld.
I Luciles liv er natten ikke blot de timer, som udgør halvdelen af et døgn og forbinder skumring og daggry. Der er en anden slags nat: den symbolske nat, hvor alle de ting, som svinder som dug i solens stråler, kan ses, herunder mørke familiehemmeligheder, melankolske tanker og livets skyggesider. For Delphines mor er dette en nat, som alt andet må vige for, og Lucile lever først og fremmest under måneskæret: Fra barndommen i en broget søskendeflok på ni, til de svære teenageår og det voksne liv med smerte, mani, alkoholisme og indlæggelser på den psykiatriske afdeling. Luciles voksne liv er oplevet og fortalt fra Delphines eget sted som barn og er både håbefuldt og hjerteskærende. Håbefuldt, da Lucile senere i livet kan bruge sine erfaringer til at hjælpe andre mennesker; hjerteskærende, da storesøsteren Delphine skal beskytte sin lillesøster mod morens maniske adfærd og ideer. 

De Vigans fortællebehov skinner igennem alt, hvad hun skriver, herunder metaovervejelserne, hun har omkring selve bogens tilblivelse. Hun dykker ned i sin families mytiske fortællinger, hvor hvert familiemedlem har husket skelsættende begivenheder lidt forskelligt, alt afhængigt om de blev oplevet som barn, voksen, eller man blot har fået dem fortalt. Målet er ikke nødvendigvis sandheden, for findes den overhovedet? 

Med sine metaovervejelser, rørende scener, fine beskrivelser og stærke dialoger, er bogen en af de mest vellykkede europæiske værker inden for den autobiografiske genre.  Hvis du blev rørt af Leonora Christina Skovs ”Den, der lever stille” eller Karl Ove Knausgårds kamp, så giv Delphine De Vigan en læsning.
 

af bibliotekar Agnethe Birkelund