Er lidenskaben nogensinde simpel?
Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler romanen ’Simpel lidenskab’ af Annie Ernaux
Det er fantastisk at opdage et nyt forfatterskab og fordybe sig i det. Annie Ernaux er en af Frankrigs største, nulevende forfattere. Hun skriver autofiktion - altså romaner der bygger på hændelser fra forfatterens liv.
'Simpel lidenskab' handler om alt andet end simpel lidenskab. Tværtimod handler romanen om en kvindes usunde, altopslugende besættelse af en uopnåelig mand.
En kvinde sidst i fyrrene ser tilbage på de to år, hvor hun ikke lavede andet end at vente ulykkeligt på en mand, på at han skulle ringe og måske besøge hende. Manden var gift, og forholdet var udelukkende på hans præmisser.
Kvinden var kun lykkelig, når hun købte nye kjoler, ørenringe og strømper for at vise sig frem for manden, Det var lidt overflødigt, da hun altid hurtigt blev klædt af, når de sås. Hun brugte sin tid på urealistiske romantiske dagdrømmerier, indtil manden og hans familie flyttede langt væk. Hun indså, at de aldrig ville ses igen – eller ville de? Inden hun fuldstændig mistede grebet om sig selv og sit liv, nåede hun langsomt at vikle sig ud af forelskelsens fortryllelse (eller forbandelse?).
Kvinden ser tilbage uden fortrydelse. Hun forholder sig nøgternt til sig selv og sin egen fortabelse. Hun dømmer ikke sig selv, men er derimod reflekteret og sympatisk.
Der er allerede skrevet mange bøger om ulykkelig kærlighed, men Simpel lidenskab er noget helt særligt, på grund af Annie Ernaux’ fortællestil. Romanen er på blot 72 sider og er bygget op i små afsnit. Handlingen fortælles i en kort, stram og beskrivende stil. Alligevel kommer læseren helt ind under huden på kvinden, der fortæller historien. Det er fascinerende, at der kan fortælles så meget på så lidt plads! Jeg trak med vilje læseoplevelsen ud, da jeg ikke ønskede, at bogen skulle slutte. Jeg anbefaler Annie Ernaux’ Simpel lidenskab til alle, der gerne vil læse en kort roman med masser af indhold.
af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
Udgivet: Fredag 29. april 2022 • Opdateret: Fredag 29. april 2022