Fortælling om trosfællesskaber, ungdomsliv og at skulle starte på en frisk | Nordfyns Bibliotek

Sofie Due har skrevet en underspillet, fin fortælling om alt det, som ligger og ulmer i relationer - både de nye, de gamle og den til sig selv. 

Bogens sarte lyserøde forside og gule skrift minder mig om foråret - og det samme gør historien: Leah flytter hjemmefra fra Odense til København og skal skabe sit eget voksenliv i store København, der lyser af muligheder. Hun kæmper med sine rødder i pinsekirkens fælleskab, og kontrasten mellem hendes liv i Odense og hendes nye tilværelse på Nørrebro. 

Bogens handling strækker sig fra begyndelsen af efteråret og frem til foråret. Vi følger Leah i hendes nye bekendtskaber med den flippede roomie Mona, musikeren Malte, den lesbiske kollega Sara og den stilfærdige Kristine. Alt tegner godt for hendes nye københavneridentitet, indtil barndomsveninden Amalie kommer på besøg og skal møde Leahs nye venner. Amalie er stadig et troende medlem af pinsekirken, hvilket får Leah til at balancere de forskellige sider af sig selv på en måde, hun ikke har prøvet før. 

Sproget er enkelt og fint, og dybden af relationerne vises i små genstande: de to porcelænsfigurer, Leah arver fra sin mormor; det stykke duftsæbe, hun køber til sig selv; den bibel, hendes morfar giver til hende, selvom hun ikke kommer så meget i kirken mere. Sproget og dialogen kan minde om 90’ernes minimalistiske skrivestil, så jeg kan særligt anbefale bogen til læsere af Helle Helle, Naja Marie Aidt og andre fra denne strømning. 

Due beskriver rammende følelsen af at være rodløs i starttyverne, og oplevelsen af et savn til den, man har været tidligere. Mange læsere kan nok nikke genkendende til den periode af livet, hvor det sommetider kan føles, som om man er i frit fald. 

af bibliotekar Agnethe Birkelund Nielsen