Hvem vogter vogterne? | Nordfyns Bibliotek

Hvem vogter vogterne?

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Dorthe Schmidt Temberg anbefaler ”Spion blandt venner – Statshemmeligheden, der ændrede Danmark” af Hans Davidsen-Nielsen


”Spion blandt venner” fra 2022 er Hans Davidsen-Nielsens pt. nyeste bog om sammenhængen mellem danske efterretningstjenester og statsaktører. Han er journalist på Politiken og har tidligere været ansat på bl.a. Weekendavisen og Jyllands-Posten. Han har tidligere beskæftiget sig med samme emne i bøger som f.eks. ”En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig” fra 2007 og ”Spionernes krig” fra 2008. 

I ”Spion blandt venner” går han ind i FE-sagen mod bl.a. den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen. Med sin omhyggelige research udfolder han sagens oprindelse, udvikling og persongalleri, og formidler samtidig det indviklede forløb, så man får overblik og indsigt.

Bogen gengiver ikke kun de forskellige hændelsesforløb op mod sagen; forfatteren er dygtig til også at fremhæve egne og andres holdninger og overvejelser. Han gør flittigt brug af citater, der både giver kød på de involverede personer, og fremhæver de voldsomme uenigheder og intriger, der muliggjorde FE-sagens skandaløse udvikling. Bogen er opdelt i korte kapitler, som behandler delemner i et let tilgængeligt sprog, hvilket gør at bogen er let forståelig for ikke fagpersoner (lægmænd).  

Har du i forvejen fulgt FE-sagen med spidsede ører, er det her en bog, der giver dig flere lag af forståelse for dens dybe rødder. Desuden bør enhver, der interesserer sig for magtens mørkekamre, efterretningstjenester og demokratiets udfordringer, læse ”Spion blandt venner”.

af bibliotekar Dorthe Schmidt Temberg
 

Lørdag den 8. december 2021 bliver tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen anholdt - sigtet for lækager af højt klassificerede oplysninger. Læs her om sagen og om statshemmeligheden, der ændrede Danmark. For læsere med interesse for autentiske danske spionsager


Af: mec

Udgivet: Fredag 18. august 2023 • Opdateret: Tirsdag 16. januar 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier