Hyggelig provins-spænding
Kan du lide Barnaby, så er Anna Grues krimiserie om Ann-Maj Mortensen lige noget for dig!
Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler ”Nøglen til mord” af Anna Grue.
Nøglen til mord er det tredje selvstændige bind i serien om Anne-Maj Mortensen, en 65-årig lægesekretær, som nyligt er gået på efterløn. Hun bor sammen med gravhunden, Mortensen i et lille byhus i en sjællandsk provinsby. I byen bor også datteren, Iben, og barnebarnet, Didi, på 10 år.
I Nøglen til mord er Anne-Majs eksmand netop død. Tilsyneladende har han begået selvmord. Til Anne-Majs irritation får hun opgaven med at sælge eksmandens bolig, men inden længe er hun hvirvlet ind i et spind af mystiske hændelser og flere dødsfald.
Anne-Maj undrer sig over de mange dødsfald. Hun kontakter politiet, men da hun ikke finder, at de tager hende seriøst nok, beslutter hun sig for selv at lave lidt detektivarbejde. Det ender med at bringe hende langt omkring!
Man får et klart billede af Anne-Maj. Jeg ser hende som en trivelig dame, der er farverig i både påklædning og væremåde. Hun har været alene om opdragelsen af datteren, og de mange år som enlig, har gjort hende til en selvstændig, handlekraftig kvinde med sine meningers mod. Hun er en kærlig mormor for Didi og ser Iben som en ligeværdig voksen med sit eget liv. Anne-Majs store interesse er madlavning; det er her hun kobler af. Hun holder også af havearbejde, hun holder hjernen i gang med krydsord – og så opklarer hun også lige mord, når hun støder på dem!
Jeg læser sjældent krimier, da jeg ofte finder dem for barske, men denne her er faktisk vældig hyggelig. Bøgerne om Anne-Maj Mortensen har da også fået etiketten hyggekrimi. Den er underholdende og spændende på én gang. Særligt spidser det hele til hen mod slutningen, hvor jeg slet ikke kunne lægge bogen fra mig.
Nøglen til mord kan anbefales til alle, der holder af engelske krimier som f.eks. Barnaby og til alle, der bare gerne vil læse en velskrevet, underholdende, spændende og god bog!
af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
Udgivet: Fredag 5. august 2022 • Opdateret: Fredag 5. august 2022