Magt, begær og højskoleintriger
Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler ”Grundtvig er død” af Laura Ringo
Petra får et vikariat som lærer på Nyord Højskole, hvor hun selv var elev 10 år tidligere. Der er mere end blot en lønindtægt på spil for Petra i ansættelsesforholdet. Det handler om hendes nye chef, højskoleforstanderen, Frank. Ti år tidligere var Frank Petras lærer på skolen. Vi opdager hurtigt, at der er et ubalanceret magtforhold og noget unfinished business mellem Petra og Frank.
Frank er kendt for sin radikale holdninger til højskolebevægelsens grundlæggende værdier. Han kalder Nyord en forskole frem for en højskole, da skolen er kendt for at tiltrække ambitiøse, unge mennesker, der bruger højskoleopholdet som en forskole til akademiske uddannelser. Endvidere plejer Frank at sige, at højskolebevægelsens grundlægger, Grundtvig, er død, når han holder foredrag. Han anser andre højskoler for at være nationalromantiske. Sang fra højskolesangbogen er absolut bandlyst på Nyord Højskole.
Petra drages hurtigt mod Frank, og inden længe har de to etableret en seksuel relation. Forholdet handler dog i højere grad om magt. Frank bliver forelsket i Petra, som ikke er interesseret i en kærlighedsrelation med ham. Hun starter sideløbende endnu en seksuel relation til eleven Anker, som også er forelsket i hende. Samtidigt med deres relation, indleder Anker en form for kærlighedsforhold med en anden elev, Mia. Også hos de to besværliggør et internt magtspil relationen. De har begge søgt ind på forfatterskolen, men optagelsespladserne er så få, at parret er hinandens konkurrenter.
Da Petras og Ankers forhold bliver kendt – hjulpet på vej af Anker, der har skrevet et digt om relationen, som han læser højt på skolen – presses Frank ud på desperationens rand. Desperate mennesker foretager desperate handlinger, og en person betaler den dyreste pris i magtspillet.
"Grundtvig er død" er en spændende og hurtigt læst roman om magt, status, begær og højskolebevægelsen, og så er den bestemt også relevant at læse i disse MeToo-tider.
af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
Udgivet: Fredag 28. oktober 2022 • Opdateret: Fredag 28. oktober 2022