Nutidige problemstillinger og nordisk mytologi i lykkelig forening | Nordfyns Bibliotek

Nutidige problemstillinger og nordisk mytologi i lykkelig forening

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Marie Høst anbefaler ”Vølvens vej - Snehild” - første bind i ny serie af Anne-Marie Vedsø Olesen


I romanserien Vølvens vej skriver Anne-Marie Vedsø Olesen sig ind i de store fortællinger på linje med Game of Thrones, Ringenes Herre og Wagners opera Ringen.

Vi møder heltinden, Snehild, som ved sin fødsel midt i en snestorm, har en jætte som jordmoder og får varslet sin skæbne af de tre norner.

Snehild vokser op i byen Himlinge i kongedømmet Sialand, hvor kong Tormod regerer. Snehild får ofte voldsomme syner, som hun ikke kan kontrollere, så hendes mor beslutter, at Snehild, da hun er 12 år, skal lære at tyde runer samt at øve sig i kamp sammen med kongesønnerne Roald og Aslak. Men ypperstepræstinden Ragnfrid føler sig truet af Snehilds evner. Hun vælger hende derfor til et blodoffer for at fordrive en smitsom sygdom, som hærger landet.

Snehild flygter og opsøger jætten, Hyrrokin, som bistod ved fødslen. Af Hyrrokin lærer hun at styre sine syner og udvikle sin kampteknik. Hos jætterne får hun for første gang udfordret sine fordomme og lærer, at de store jætter har et højtudviklet samfund, med højere kundskaber og kampteknikker end i det menneskenes Midgård, hun selv kommer fra. Snehilds skæbne er dels at blive vølve, dels at kæmpe (hild betyder kamp), og deri ligger en indbygget modsætning: kan man som vølve øve indflydelse eller kun se og forudsige. 

Som ung selvbevidst kvinde vender hun tilbage til Himlinge, især for at finde ud af, hvad der skete med hendes mor, efter hun selv flygtede. Hun ankommer midt i et bryllup, der hen ad dagen krydres med blodhævn i form af kongemord, og efterfølgende et opgør mellem de to kongesønner – og så er der lagt op til et spændingsfyldt bind 2 i serien.

Det er en læseværdig roman, der tager nutidige temaer, som kvinders rettigheder, fordomme mod fremmede og misbrug af naturen, op i en meget poetisk og flot fortalt fantasy-fortælling. 

af bibliotekar Marie Høst
 

Serie: 
Første bind i en episk fortælling fra jernalderen om den unge vølve-kvinde Snehild og hendes vej til indflydelse og gudernes gunst. For læsere af historiske romaner og stærke kvindeskildringer
Serie: 
Andet bind i en storslået episk fortælling om den unge vølve-kvinde Snehild Gråulv og hendes rejse mod magtens tinde, runekraft og gudernes gunst i jernalderens Danmark. For læsere af stærke kvindeskildringer og historiske romaner med et mytisk tvist


Af: mec

Udgivet: Fredag 14. oktober 2022 • Opdateret: Fredag 14. oktober 2022

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier