Provokerende psykologisk roman om arv, myter og moral | Nordfyns Bibliotek

Provokerende psykologisk roman om arv, myter og moral

Photo: Bibliotek & Borgerservice

Bibliotekar Anne Mach Rasmussen anbefaler ”Efterklang” af Helga Flatland


Ifølge ordnet.dk er efterklang den gradvise aftagende klang, der bliver tilbage efter en lydkilde er blevet afbrudt. I Helga Flatlands nye roman Efterklang er hovedpersonen, Mathilde, indbegrebet af efterklang.

Mathilde bliver fyret fra sit job som lærer på et gymnasium i Oslo, da det bliver kendt, at hun har et forhold til en af sine elever.

Samtidig lukker Oslo ned på grund af Corona, og verden snævres ind. Mathilde vil ud af byen og langt væk. Hun lejer et hus i Telemark af brødrene Johs og Andres.

Johs driver et moderne landbrug på slægtsgården omgivet af traditioner og relationer, som er svære at bryde. Han underviser også i egnens traditionelle violinspil og begynder at oplære Mathilde. Men den, der vil kunne spille de gamle folkemelodier, skal også kende de fortællinger, der knytter sig til dem, og som ofte handler om kvinders oprør eller ulydighed – og efterfølgende ulykkelige skæbne. Det skal vise sig at være en sandhed, der også gælder for Mathilde. Hun og Andres, der er gift, indleder nemlig en affære.

Efterklang er en roman om en kvinde med sit eget virkelighedsbillede og et tilhørende moralsk kompas. Mathilde er som sådan ikke usympatisk, men hun udfordrer den gængse opfattelse af magtforhold mellem lærer og elev og mellem mand og kvinde, og det provokerer mig som læser. 

Langsomt går det op for mig, at de fleste af romanens personer viser nogle usympatiske sider af sig selv, og det er faktisk både forfriskende og tiltrængt med en roman, der viser, at almindelige mennesker også rummer mindre flatterende sider. Der er noget dystert og skæbnesvangert over stemningen. Som læser fornemmer jeg hurtigt, at fortællingen måske ender mere spektakulært end godt.

Romanen er let at læse, da den er bygget op i forholdsvist korte kapitler, og det kan jeg godt lide. Endvidere har bogens forsideillustration et æstetisk udtryk, som også tiltaler mig, og det giver lige hele læseoplevelsen et nøk opad.

af bibliotekar Anne Mach Rasmussen
 

Af Helga Flatland (2024)
Gymnasielæreren Mathilde bliver fyret for at have haft et forhold til en elev. Hun forlader Oslo og flytter til Telemark, hvor hun indleder et forhold til en gift mand. Til læsere af norske samtidsromaner med noget på spil


Af: mec

Udgivet: Fredag 10. maj 2024 • Opdateret: Fredag 10. maj 2024

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier