Sprogligt festfyrværkeri fra det vestjyske | Nordfyns Bibliotek

Stine Pilgaard har gjort sig selv til hovedperson i sin roman, hvor hun som ”påhæng” til sin kæreste er flyttet til Velling i Vestjylland, fordi kæresten har fået job på højskolen. Storbypigens landing i den lille landsby kommer der umådelig meget komik ud af. Det er en fornøjelse at læse iagttagelserne af det lille samfund og højskolelivet set gennem den nyankomne yngre kvindes øjne.

Stine anser sig selv for a være lidt af et orakel, så via forstanderinden på højskolen skaffer hun sig et job som brevkasseredaktør på avisen. Men hun har svært ved finde ind i lokalsamfundet og særligt svært ved at kommunikere med de lokale. Hun er ordrig og filterløs, og hun rabler gerne løs om alt i sit privatliv til købmanden, der bare har spurgt, om de er faldet godt til. Hvorfor svarer han hende kun med uafsluttede sætninger? Hvad i alverden betyder ”så deeet…”?! Kontrasten til det fåmælte vestjyske sindelag er slående og herligt genkendelig. Stine bliver meget optaget af denne ulige kommunikation og opsøger Anders Agger, som bor på egnen – for han er jo i stand til at tale med alle, som hun ræsonnerer. I samtaler med ham diskuterer de samtaleformer og relationer, og han påpeger at Stines udfordring er, at hun ”lider af fritsvævende associationer”. 

Undervejs i romanen optræder en del af hovedpersonens sangtekster, og vi læser også de breve, hun modtager på arbejdet. Hendes svar til brevene er på den ene side komisk selvcentrerede, men samtidig også råflænsende ærlige, som da hun besvarer et par, der føler deres forhold til vennerne glide ud i sandet: ”Engang var mine venner et rum, jeg kunne gå ind i og skrige højt og længe, nu imiterer vi en fortrolighed som hjernedøde papegøjer. (…) Kære venner. De eneste personer i trediverne, der har det godt med deres venner, er dem i tv-serierne, vi andre må komme til hægterne, inden vi mødes igen i fyrrerne. Vi ses på den anden side.”

Af bibliotekar Marie Høst