Nyfilmatiseret roman om indvindingen af heden | Nordfyns Bibliotek

Nyfilmatiseret roman om indvindingen af heden

Photo: Bibliotek & Borgerservice Nordfyn

Bibliotekar Marie Høst anbefaler ”Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen


Den jyske hede er scenen og omdrejningspunktet for handlingen i Ida Jessens roman, der tager sin begyndelse i 1754. Hovedpersonen er den midaldrende tyske kaptajn Ludwig von Kahlen, der har fået kongelig tilladelse til at ”kolonisere” heden, opmåle den, sætte grænsepæle og finde frem til dyrkningsmetoder, der er brugbare i det forblæste landskab. Det er en slidsom affære, og mange af hans hjælpere giver op eller forsvinder. 

Von Kahlen modarbejdes af godsejer Schinkel, der påstår, at han ejer heden. Han er også landsdommer, og magten er steget ham til hovedet. Schinkel skildres som en helt igennem modbydelig person, der terroriserer sine undergivne. Både von Kahlen og Schinkel bygger på virkelige personer af samme navn.

Von Kahlen har ikke mange forbundsfæller, og lever et ensomt liv. Han ender dog tilfældigt med en slags plejedatter og senere også Ann Barbara, som har været køkkenpige på Hald, hvor hun har oplevet Schinkels hårdheder. Hun passer husholdningen og ender med at dele seng med von Kahlen.

Forfatteren beskriver de svære levevilkår i stavnsbåndets Danmark. At være underkastet ydre kræfter uden mulighed for at styre egen skæbne er et gennemgående tema - uanset om det skyldes vejret, naturen, lovløsheden, eller overklassens magtmisbrug og bureaukratiets langsomhed. Det hele optræder i et konstaterende sprog uden psykologi, personerne karakteriseres ved deres handlinger. 

Romanen tapper højaktuelt lige ind i både indvandrerdebatten og MeToo-debatten med seriekrænkeres magtmisbrug. I dén henseende er der intet nyt under solen. Fortællestilen passer godt til heden og 1700-tallet, og sproget giver mindelser om Johannes V Jensen og Blicher. Nyd bogen som en langsom og stilren roman fyldt med spændende temaer.

Romanen har fået ny aktualitet i oktober 2023 med filmen "Bastarden" - Nikolaj Arcels filmatisering med Mads Mikkelsen i hovedrollen.

Af bibliotekar Marie Høst
 

Historisk roman om de første, der opdyrkede heden i 1700-tallet. En art dansk western om den enlige nybygger, der begynder et liv helt fra bunden af og selv skal skabe alt. For voksne læsere af historiske dramaer


Af: mah

Udgivet: Torsdag 5. oktober 2023 • Opdateret: Torsdag 5. oktober 2023

Spar strøm og CO2

Når du bruger vores hjemmeside, kan du mindske strømforbrug og dermed CO2-udledning ved at gøre to ting:

  1. Vælg "Brug mørke farver": Nogle skærme bruger mindre strøm, når de viser mørk baggrund.
  2. "Skjul medier" (billeder og video): Hvis du undlader at indlæse billeder og videoer, sparer du strøm, da mere datatrafik er lig med mere strøm.

Du kan altid ændre indstillingerne igen 😉

Brug mørke farver
Skjul medier