Tidløst mysterium fra det australske vildnis
Bibliotekar Agnethe Birkelund anbefaler ”Udflugt til Hanging Rock” af Joan Lindsay
I år 1900 tager en flok australske kostskolepiger og to lærerinder på udflugt til en kendt stenformation, Hanging Rock. Den victorianske disciplin med tilknappede kjoler, handsker og ranke rygge glemmes i et anfald af ungpigefjolleri og frihedsfølelse; eleverne fniser, glemmer handsker, og daser på store, varme sten. Den bedøvende australske varme lægger sig som et tæppe om de skarpe klipper, og selv lærerinden tillader sig at lukke øjnene - kun et øjeblik… og så hjemad. Men det dasende dagdrømmeri forvandles til mareridt: der mangler tre elever og en lærerinde. Hvor er de?
Lærerinden og resten af kostskolen hvirvles ind i en langvarig efterforskning i forsøget på at optrevle mysteriet om de forsvundne. Der er noget isnende uhyggeligt over den tilsyneladende uforklarlige forsvinding ved højlys dag, som får læseren til at spekulere på, hvad der mon er ægte, og hvad der er sket i en drøm.
Menneskers reaktioner på umenneskelige omstændigheder er et tidløst emne. I romanen kommer man både under huden på de skræmte kostskolepiger, der ikke ved, hvor deres veninder er; på politifolkene, der indser, at der er noget mærkeligt og ubegribeligt ved sagen; og på den strenge forstanderinde, der kæmper for at opretholde skolens ry.
”Udflugt til Hanging Rock” er med god grund en klassiker i australsk litteratur. Lindsays mysterium har skildret de forskellige stadier af chok, forvirring og frustration troværdigt så fængende, at det gav undertegnede anledning til at forsvinde ind i et googlesøgnings-vildnis af australsk natur, fanteorier om kostskolepigernes skæbne og området omkring den berømte Hanging Rock.
”Udflugt til Hanging Rock” kan anbefales, hvis man er til velskrevne mysterier, hvor omdrejningspunktet er menneskers behov for svar på uforklarlige hændelser, både hos romanens karakterer og læseren selv.
af bibliotekar Agnethe Birkelund
Udgivet: Fredag 27. maj 2022 • Opdateret: Fredag 27. maj 2022